Varmepumper
Der hvor fjernvarmen ikke er en mulighed, kan varmepumper være et pris- og klimamæssigt godt alternativ. Varmepumper udnytter varmen i luften eller i jorden udenfor til at opvarme bygningen og drives af el.
Ifølge BBR opvarmes godt 500 boliger i Fredericia Kommune med varmepumpe, hvoraf de 40% ligger i områder med mulighed for fjernvarme.
Elvarme
Cirka 900 boliger og 100 sommerhuse i kommunen opvarmes ved elvarme - typisk elradiatorer. Denne opvarmningsform er dyrere i drift end opvarmning med varmepumper, der har et langt lavere elforbrug.
Oliefyr
De seneste 15 år er antallet af boliger med oliefyr i Fredericia Kommune faldet fra cirka 1500 til i dag cirka 600. Omkring halvdelen af de tilbageværende boliger med oliefyr ligger inden for områder, hvor der er mulighed for at blive tilkoblet fjernvarme. Cirka 170 virksomheder opvarmes ved olie.
Fredericia Kommune arbejder på at udfase oliefyr til fordel for fjernvarme, hvor det er muligt, og varmepumper, hvor fjernvarmen ikke når ud.
Fra 2013 blev det i Danmark forbudt at installere oliefyr i nye huse, og i 2016 kom der desuden et forbud mod at udskifte oliefyret med et nyt, hvis det var muligt at få opvarmning fra fjernvarme eller naturgas i stedet.
Biomassefyr
Cirka 400 boliger i kommunen opvarmes individuelt med biobrændsler, hvilket typisk er træ, f.eks. i form af brænde, træflis eller træpiller. Hovedparten af disse boliger ligger uden for områder, hvor der er mulighed for at blive tilkoblet fjernvarme.